Levetid og grøn it

May 15, 2012
by
Benjamin Balder Bach

I 2010 stiftede IT- og Telestyrelsen (som nu nedlægges) Videncenter for Grøn It, som fremover ligger under Digitaliseringsstyrelsen. Videncenteret har bl.a. til formål at fremme implementeringen af grønne it-strategier hos erhvervslivet og at fortælle om forskellige grønne løsninger. Videncenteret er også med til at uddele den årlige Grøn It-pris, hvor FAIR vandt special-kategorien i 2010.

Vi er hos FAIR glade for, at centeret har omtalt levetiden for it som et element af grøn it. Grøn it misbruges ofte til at påskønne innovation på bekostning af udskiftning og øget resourceforbrug, og netop derfor er vi glade for, at videncenteret har henstillet til at medtage flere aspekter i, hvad der kan opfattes som miljøvenligt og grønt. FAIR arbejder for at forlænge levetiden af it-udstyr ved at tilvejebringe en løsning til situationer, hvor levetiden ellers havde været unødvendigt kort. Vi ser ligeledes gerne, at danske borgere og erhvervsliv bliver bedre til at passe på deres udstyr og prioritere langsigtede løsninger.

videcenterets hjemmeside er anført:

Levetiden for it-udstyr

Internationale studier viser, at selve produktionen udgør en stor del af it-udstyrets samlede indvirkning på miljøet. Det vil derfor ud fra en miljømæssig betragtning være hensigtsmæssigt for myndigheder og institutioner at overveje, om den generelle levetid for it-udstyr kan forlænges. En sådan beslutning vil naturligvis skulle afvejes i forhold til hensynet til produktivitet og driftsstabilitet, lige såvel som den skal afspejles i aftaler om service og support.

Nyt it-udstyr bliver stadig mindre strømforbrugende. Der ligger et dilemma i, at opgradering af it-udstyr isoleret set ofte vil bidrage til at sænke organisationens eget strømforbrug og CO2-udledning, men at opgraderingen samtidig vil resultere i en belastning af miljøet som følge af produktionen af det nye it-udstyr og skrotningen af det gamle. I organisationens overvejelser bør indgå, hvordan levetiden på it-udstyret kan forlænges, og hvor stort behovet for opgraderinger af hardware er. Levetiden kan eksempelvis forlænges gennem en mere udbredt brug af løsninger baseret på tynde klienter og tilvejebringelse af den fornødne infrastruktur til understøttelse heraf. Eller ved et mere målrettet fokus på, i hvilken grad opgradering af organisationens software bidrager til at fremskynde opgradering af eksisterende hardware på kort eller lang sigt, og om den ekstra funktionalitet opvejer de afledte miljøvirkninger ved anskaffelsen af nyt udstyr.

Write a master thesis with FAIR

Indkaldelse til generalforsamling

Back to blog index